Bands

 

Lidt information om de bands,  jeg primært spiller med:

 

 “Tribute to Papa Bue”   

Koncerterne i 2013 til minde om kapelmester Arne Bue Jensen, der afgik ved døden i november 2011, var en kæmpe succes med udsolgte huse, der sluttede med maner med to koncerter hinsidan i Malmø Koncerthus og Helsingborg Koncerthus. Oprindeligt skulle der kun have været arrangeret koncerter  i 2012 og 2013 og 2014, men der har vist sig fortsat at være så stor interesse for mindekoncerter for Papa Bue, at det i samråd med Bente Bue er besluttet at hylde Danmarks populæreste jazzmusiker et år mere.

 

“Tribute To Papa Bue” ledes af Erik ” Krølle” Andersen.

Medvirkende: Jack Andersson, trompet og vokal – Erik Andersen, klarinet – Ole “Fessor” Lindgreen, basun – Per Jacobsen, piano og vokal, Jens Sølund, bas – Henrik Simonsen, trommer.

 

 

 

 

Kontakt og info vedr. “Tribute To Papa Bue”:  Erik Andersen, e-mail ea@rxc.dk

 

Hans Knudsen Jumpband

Jumpbandet har nu eksisteret med de samme fire medlemmer i mere end 23  år. Kendetegnet er en råswingende energi og meget personlige udgaver af kendte og mindre kendte numre. En blanding af New Orleans, boogie, blues, funk, evergreens og egne numre.

Hans Knudsens blues- og boogie-inspirerede  klaverspil fylder meget i lydbilledet, og hans blues-prægede sang når ud over scenekanten. Leonardo Pedersens alsidige og overbevisende håndtering af saxofoner og klarinet er en væsentlig forudsætning for bandets brede repertoire. Henrik Simonsen er i besiddelse af en overlegen trommeteknik og en urokkelig puls. – Og så er humoren altid en væsentlig del af bandets samspil med publikum…

Der lyttes til hinanden, og alle “skifter straks spor”, når én pludselig afprøver en ny idé undervejs. Vi har det rigtig godt med, at der hele tiden sker noget nyt og uventet. Dette er i virkeligheden nok den væsentligste årsag til, at Jumpbandets samme fire medlemmer har holdt sammen i så mange år og fortsat er et af de mest efterspurgte bands – både på spillestederne og til private fester og arrangementer.

 

 

 

 

Kontakt: Hans Knudsen, e-mail hans.knudsen@youmail.dk

 

 

 

Fessor And His  Jazz Kings

Ole “Fessor” Lindgreen har i årtier været en af landets mest markante jazzmusikere. Han har i mere end 35 år sat præg på den danske jazzscene med Fessor’s Big City Band, der altid har bestået af eliten af danske musikere og været karakteriseret af en helt personlig sound, der har været forbillede for både danske og udenlandske bands. Der er stor respekt for Fessor i udlandet, hvor han fortsat ofte optræder som gæstesolist. Han har spillet med  mange store amerikanske jazzmusikere – både i USA og i Danmark – og han har en stor pladeproduktion bag sig. Han har altid været nysgerrig og åben over for “al god musik” –  og selvfølgelig er han begejstret for den nye generation af fremragende yngre musikere, der de seneste ti år har skabt nyt liv i den ældre jazz. I “Fessor And His Jazz Kings”, hvor Fessor og  jeg er “de gamle” sammen med en række fremragende yngre musikere, skeles der ikke til at spille inden for en “fastlåst og begrænsende stilbetegnelse” men udelukkende på at “holde alle døre åbne” for medlemmerne. Derved har Fessor (igen) etableret personligt og råswingende band – et band, som jeg er meget glad for at være med i.

Bandet har netop udgivet sin anden CD.

 

 

Kontakt til Fessor And His Jazz Kings: Ole Lindgreen, e-mail Fessors@mail.dk  

 

 

Sølunds Hotline

Jeg bliver ofte bedt om at samle eget band.

Sølunds Hotline består af fire eller fem musikere, der sammensættes til det aktuelle arrangement.

Der er tale om nogle af  Danmarks absolut bedste traditionelle jazzmusikere:

Erik “Krølle” Andersen (klarinet), Chris Tanner (klarinet og vokal), Ole “Fessor” Lindgreen (basun), Leif Bjerborg (banjo, guitar og vokal), Hans Knudsen (piano og vokal),  Claus Lauesen (trommer) og Tom McEwan (trommer).

Flertallet er/har været orkesterledere.

Der spilles swingende versioner af New Orleans standards, evergreens, blues og egne kompositioner. Alt tilføjes et personligt fingeraftryk. Varm og swingende jazz i en afslappet atmosfære med humor uden stråhatte – Og der kan naturligvis danses til musikken…

 

Sølunds Hotline: Det oplagte valg til fester, receptioner og akvariefiskudstillinger med dans…