Biografi

Født d. 9. november 1945. Begyndte at spille violin som 10-årig og skiftede til kontrabas som 14-årig. Blev som 16-årig medlem af ”Henrik Johansens Jazzband”. Første pladeindspilninger og optræden med New Orleans-klarinettisten Albert Nicholas, der havde spillet med Louis Armstrong.

Kom i 1964 med i ”Københavns Fodvarmere” med bla. Valdemar Rasmussen og Kim Menzer og kom her til at spille med blueslegenden Sonny Boy Williamsson.

Sammen med Valdemar Rasmussen og Steen Vig dannedes i 1965 ”Steen Vig’s Jazz Orchestra”, der er foreviget på en udgivelse, hvor Ben Webster medvirker.

Forlod i sommeren 1966 Steen Vigs orkester (- og året efter lægestudiet) for i mere end 20 år at spille i ”Papa Bue’s Viking Jazzband”.

Papa Bue var allerede da en en institution i Europa, hvor orkesteret havde haft flere hits med bl.a. ”Schlafe mein Prinzchen”, der lå 44 uger på den tyske hit-liste. Men der var også bud efter orkestret fra  Australien, Hong Kong, Canada, Singapore, Indonesien, USA, Malaysia, Irland, Thailand, Philipinerne, Kenya og Japan. Det blev til optrædener i mere end 30 lande i fem verdensdele og til flere end 40 LP’er, hvoraf adskillige indbragte sølv- og guldplade.
Ikke mindst orkestrets instrumentale udgaver af ”Olsenbanden”, ”Schlafe Mein Prinzchen” og ”Nyboders Pris” samt  ”Hun misted’ den en nat på d’Angleterre”, ”Hvor er livet dog skønt” og ”Sidder på et værtshus” med orkestrets banjospiller Bjarne Liller som sanger er i dag klassikere.

Buernes popularitet var så stor, at mange af de største danske populærkunstnere som John Mogensen, Otto Brandenburg, Bjørn Tidemann, Dario Campeotto, Grethe Ingmann og Gustav Winckler indspillede med dem, og da Dirch Passer døde, var han og Buerne faktisk i gang med at indøve repertoiret til en LP med Dirch som sanger…

Der var også uforglemmelige møder med en lang række af jazzens koryfæer som Ruby Braff, Ken Colyer, Wild Bill Davison, Bill Dillard, Bobby Hackett, Leroy Jones, Jimmy Maxwell, Wingy Manone, Ray Nance, Gene Roland, Charlie Shavers, Clark Terry, Kid Thomas, Acker Bilk, Raymond Burke, Don Byas, Louis Cottrell, Kenny Davern, Bud Freeman, Edmond Hall, Roland Kirk, Eddie Miller, Gerry Mulligan, Joe Muraniy, Albert Nicholas, Tony Scott, Sonny Stitt, Benny Waters, Ben Webster, Chris Barber, Clyde Bernhardt, J.C. Higginbotham, Sweet Emma Barrett, Jaki Byard, Dorothy Donegan, Champion Jack Dupree, Erroll Garner, Bobby Greene, Earl Hines, Art Hodes, Memphis Slim, Alton Purnell, Al Casey, Papa French, Stuff Smith, Louis Barbarin, Tommy Benford, Freddie Moore, Grady Tate, Babs Gonzales, Lilian Boutté, Big Miller, Maxine Sullivan, Sister Rosetta Tharpe, Östen Warnerbring, Sonny Boy Williamson, Cornelis Wreeswijk, Harlem Jazz and Blues Band, Haggart/Lawson’s World’s Greatest Jazz Band o.a. Flere af disse møder er foreviget på plade.

Det hårde musikerliv med meget lidt tid til familien blev i januar 1987 afløst af 15 års “civil ansættelse” i broderens firma. Som 58-årig afsluttedes en seminarieuddannelse efterfulgt af ansættelse som tysklærer i folkeskolen. Jazzen var dog aldrig lagt helt på hylden. Der var sideløbende optræden og indspilninger med bl.a. Lillian Bouttier, Fessor, Steen Vig, Bill Dillard, Hans Knudsen og Valdemar Rasmussens ”Rockin’ In Rhythm”.

Har siden starten af 90’erne især kunnet opleves som et vægtigt medlem af ”Hans Knudsen Jump Band”. Derudover kan man i dag primært møde ham med “Fessor And His Jazz Kings” og “Tribute To Papa Bue”.

Har i de senere år i stigende omfang også “optrådt” som humoristisk og underholdende foredragsholder omkring jazzen og egne oplevelser med bassen.

 

“…Som medlem af Papa Bue’s Viking Jazzband gennem 20 år opnåede Jens Sølund ry for at være en af de bedste bassister på den traditionelle jazzscene i Europa. Denne stilistiske begrænsning er dog misvisende…”     

(Arnvid Meyer, jazzkritiker).

“…Og så står Jens Sølund for det mest massive og melodiske basspil, man overhovedet kan ønske sig…”  

(Kjeld Frandsen, jazzkritiker).